Mellem algoritmer og håndarbejde – hvor blev nærværet af?

“For sandheden er, at det at doomscrolle ikke nærer mig længere. Det giver mig ikke energi. Tværtimod.”

Der er noget, der fylder mere og mere i mine tanker for tiden. Noget, jeg bliver ved med at vende tilbage til, når jeg sidder med en kop kaffe og stirrer ud ad vinduet eller forsøger at finde ro midt i det digitale mylder.
Det handler om teknologi
det handler om det analoge
Og vigtigst af alt – det handler om, hvordan vi som skabende mennesker navigerer i balancen mellem de to.

I dag foregår næsten alt på de sociale medier. Vi scroller os igennem små bidder af andres kreativitet – reels, tutorials, billeder – og glemmer nogle gange, hvor meget tid og sjæl der faktisk er lagt i det. For det at skabe noget, også digitalt, er ofte dybt tidskrævende. Der ligger utallige timer bag, som sjældent afspejles i den korte opmærksomhed, det får, når det rammer dit feed.

Vi har fået AI-værktøjer, som kan hjælpe os med meget – og det skal ikke undervurderes. Jeg bruger dem også. Men jeg kan mærke en voksende længsel i mig efter noget andet.
Noget dybere.
Noget langsommere.

For sandheden er, at det at doomscrolle ikke nærer mig længere. Det giver mig ikke energi. Tværtimod. Jeg har fået lyst til at være mindre på sociale medier og i stedet finde frem til noget, der stikker dybere. Noget, der faktisk beriger mig.

Derfor er jeg begyndt at følge mennesker, jeg oprigtigt finder inspirerende, på det, der hedder Substack (en platform hvor du betaler for at læse en persons fortællinger) Her får jeg et nyhedsbrev en gang om ugen, som jeg betaler for – og det føles rigtigt. For netop fordi jeg betaler, ved jeg også, at det menneske, der skriver, har lagt tid, omtanke og energi i det. Det er ikke lavet for at please en algoritme – men for at dele noget reelt.

Og det får mig til at tænke: Hvad sker der med os, når alt, vi skaber, måles og vejes i likes, visninger og rækkevidde? Hvornår blev det vigtigere hvordan noget performede, end hvad det faktisk indeholdt?

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nogle gange har tænkt: “Er det overhovedet det værd?” For hvis man ikke rammer algoritmen, hvis man ikke følger de nyeste trends eller formater, så risikerer man, at ens arbejde slet ikke når ud. Ikke engang til dem, man håbede, det ville røre.

Det skaber en frustration. En følelse af tomhed.

Så jeg leger med tanken.
Tanken om at vende tilbage til noget, der måske er lidt mere analogt – eller i hvert fald mere langsommelighedspræget.
Jeg har lyst til at skrive flere tekster.
Lave dybdegående tutorials.
Film med personlige fortællinger.
Skabe indhold, der ikke nødvendigvis har til formål at fange opmærksomhed i ét sekund, men som i stedet inviterer til fordybelse, refleksion og nærvær.

Er det gammeldags? Måske. Men for mig føles det ægte.

Jeg vil gerne dokumentere det arbejde, jeg lægger timer, dage og nogle gange måneder i. Det smukke broderi. Den gennemarbejdede kjole. Et nyt mønster. Jeg vil gerne, at det får lov til at tale for sig selv gennem kvalitetsbilleder og ord, der er skrevet i ro og ikke i jag.

Men her støder jeg også på et spørgsmål, som jeg har lyst til at sende videre til dig: Kunne du forestille dig at støtte den slags indhold økonomisk? Enten gennem et lille abonnement, en donation eller en form for medlemskab? Ikke for at tjene penge for pengenes skyld, men for at gøre det muligt at prioritere den tid og fordybelse, det kræver at lave noget, der virkelig har kvalitet.

For jeg må ærligt indrømme, at jeg i de "gamle dage" – før de sociale medier slog igennem – brugte meget mere tid på at skabe netop den slags indhold. Dengang bloggen var en forlængelse af ens virksomhed. Et sted, hvor man inviterede folk med ind bagom og i dybden. Men det skal føltes
Naturligt.
Bæredygtigt.
Gensidigt.

Kan vi finde tilbage til det? Til en måde at være i kontakt på, hvor det handler mere om indholdets dybde end dets rækkevidde?

Måske er det en slags modstand mod det hurtige. Måske er det bare et ønske om nærvær.

Men jeg ved ærligt talt ikke, om jeg står alene med den her følelse. Taler jeg fuldstændig hen over hovedet på dig? Eller kan du genkende noget af det, jeg beskriver?

Savner du også noget mere langsomt? Noget, der stikker dybere? Noget, der ikke bare er hurtigt ind og hurtigt ud?

Jeg vil virkelig gerne høre dine tanker. Hvordan navigerer du i balancen mellem det digitale og det analoge? Hvordan bevarer du din energi, dit nærvær og din glæde ved at skabe?

K Æ R L I G S T
Nanna