Der findes mange måder at afslutte en kant på. Kantebånd, belægning, smal oplægning og denne som jeg vil vise her, nemlig tittekant.

Man kan lave sit eget tittekantbånd, men jeg køber det i en stofbutik, hvis de har en farve jeg synes passer. Denne som jeg bruger her er fyldt ud, så den ser rund ud når den bliver syet på.

Tittekanter kan man sy med ind i en søm, så afslutningen bliver en del af detaljen,som det er gjort på denne hals. Her er tittekanten lagt med ind i skuldersømmen og hvordan det gøres kan ses her.

  • Placer tittekanten på stoffets retside i den kant du vil sætte det på, rå kant mod rå kant.
  • Sy med en lynlåstrykfod så tæt du kan komme på selve tittekanten. NB! En tittekant er skåret på skrå så den kan formes og også sættes på kanter der har buer eller form i.
  • Overlock den rå kant, alle lag sammen
  • Fold den rå kant om på vrangsiden og pres tittekanten fra forsiden.
  • Stik fra forsiden med en lynlåstrykfod 0,2 cm fra tittekanten
  • Nu har du kantet med tittekant. En fin og nem måde at afslutte en kant på.