Podcast: sæson start

Så er første afsnit af 2. sæson af podcasten “den magiske garderobe” klar

den ligger nu på din ynglings podcast tjæneste. dette afsnit er et meget personligt et af slagsen. jeg oplæser i dette afsnit en tekst jeg har skrevet over noget som podcasten har bragt frem i mig. du kan læse det herunder eller høre det indtalt i dagens podcast.

K Æ R L I G S T

Nanna

Når efteråret banker på – og garderoben svarer

Jeg sidder her i køkkenet midt i september, og jeg kan mærke, hvordan efteråret banker blidt på ruden. Udenfor mit vindue står et stort træ – majestætisk, standhaftigt – og det er altid det, der først varsler årstidens skifte.

Og måske er det derfor, at mine tanker falder på min garderobe i netop disse øjeblikke. For min garderobe er mit personlige årstidsskifte. Og netop der er jeg nu. I en tid med skifte, med tanker om hvad jeg skal tage med mig vidre I livet, med føelser om min krop, mit selvvært og accept af den form jeg er landet i. Min garderobe er mit spejl, mit fristed, min kærlighedserklæring til mig selv. Når jeg sætter mig ved symaskinen, er det ikke bare for at skabe et stykke tøj. Det er en handling, hvor jeg giver mig selv tid, opmærksomhed og omsorg. Hver stykke tøj jeg skaber er som et lille kærlighedsbrev, hvor både afsender og modtager er mig. Det handler ikke kun om at dække kroppen, men om at indramme den med respekt. Om at sige: du fortjener at føle dig set, du fortjener at føle dig smuk – præcis som du er nu.

Men min garderobe er også et vidnesbyrd om, at jeg har forandret mig. De sidste år har været fulde af personlige skift – nye kapitler, nye erkendelser, en ny alder. Min krop bærer på en historie, som er forskellig fra den, jeg bar i mine tyvere og tredivere. Jeg er blevet blødere, rundere, mere bevidst om sundhed og holdbarhed. Og selvom jeg aldrig har haft det bedre med mig selv end nu, må jeg stadig kæmpe med de indre stemmer fra 90’ernes idealer, de billeder jeg voksede op med, hvor min krop aldrig helt passede ind. Hvor jeg er nået til I dag har været en rejse, gennem årtier, både stilmessigt og I tid.

At sy mit eget tøj er derfor ikke bare en passion – det er en form for modstand. Det er en stille revolution mod et system, der altid har fortalt mig, at jeg skulle være anderledes, se anderledes ud. Når jeg vælger at at lave tøj efter mine mål og ikke efter en standardiseret skabelon, skriver jeg min egen fortælling om skønhed. Når jeg vælger farver, der fremhæver min naturlige glød, i stedet for at gemme mig i dem, jeg troede, jeg burde bære, så træder jeg ind i en ny frihed. Og med hvert færdigt stykke tøj vælger jeg kærlighed frem for kritik.

Jeg kan mærke, at der er et skifte på vej – ikke kun i vejret, men i mig. Et farvel til en garderobe, der var bundet til en anden tid, måske også en anden mig. Et velkommen til en garderobe, hvor mit tøj er mere end beklædning – det er en daglig påmindelse om, at jeg er nok. Jeg er værd at klæde i kærlighed.

Det kan være smertefuldt. For når man elsker tøj, når man dyrker sin garderobe som et levende projekt, så føles det næsten som et brud at give slip på det gamle, det som engsng var det rigtige for en. Men lige dér, i smerten, ligger også håbet. Håbet om at skabe noget nyt, som passer til den kvinde, jeg er nu.

Måske kan du genkende dig selv i det. Måske ved du, hvordan det føles, når de sociale medier viser billeder af perfekte outfits og tilsyneladende uendelig selvtillid, mens sandheden bag skærmen er mere sårbar og mere menneskelig. Og måske kan du også finde trøst i tanken om, at det at sy sit eget tøj – at skabe med hænderne – kan være en vej til at finde hjem i sig selv.

For i sidste ende handler det ikke om at være den bedste version af sig selv, men om at være den ægte. At sy er for mig en måde at tage det ægte på kroppen. Hver kjole, hver bluse, hver buks er en påmindelse om, at jeg fortjener kærlighed. Ikke bare fra andre, men nok mest fra mig selv.

Og ligesom efteråret, der banker på med sit farvespil og sin stille accept af forandring, vil jeg lade min garderobe blive en hyldest til det liv, jeg lever nu. Ikke det, jeg drømte om at passe ind i for tyve år siden. Ikke det, jeg burde ifølge gamle idealer. Men det liv, jeg har skabt – med kærlighed, med hænderne, med tråd og tålmodighed.

Og måske er det netop dér, friheden ligger. I at slippe forestillingen om, at jeg er “tung og forkert”, og i stedet se min krop som det hjem, jeg skal leve i resten af mit liv. I at lade størrelsen være en detalje og ikke en dom. For min krop er ikke en fejl, den er et vidnesbyrd om alt det, jeg har levet, grinet, grædt og skabt.

Når jeg syr mit eget tøj, syr jeg også en ny fortælling om mig selv. En fortælling, hvor der er plads til det uperfekte, det bløde, det stærke, det levende. En fortælling, hvor min krop ikke længere er en fjende, men en medspiller.

Så min garderobe skal ikke kun være et skab fyldt med tøj. Den skal være en stille hyldest til selvaccept. En påmindelse om, at skønhed ikke findes i en bestemt størrelse, men i det øjeblik, vi tør bære os selv med kærlighed.