Noter fra Nanna - Når den sidste knap lukkes
Små knapper, store fortællinger
At lukke et stykke tøj med helt særlige knapper kan føles som noget langt større end blot en praktisk bevægelse. Det er ikke bare et spørgsmål om at få stoffet til at mødes. Det er et ritual. En lille ceremoni foran spejlet, hvor kroppen bliver pakket ind, ikke skjult, men æret. Som om man langsomt lægger låg på en skattekiste, hvor skatten er den krop, der skal bære dig gennem dagen.
“Det er netop det, tøj kan. Det kan gøre kroppen synlig på en måde, hvor du sætter cenen.”
I film ved man det godt. Hollywood har altid forstået, at der kan ligge en hel scene i en en knap, der langsomt finder hjem. Kameraet dvæler ved hånden, ved nakken og ved stoffet der samler sig. Der er noget sensuelt og tirrende i selve lukningen. Måske fordi den både lover og tilbageholder. For mig er det næsten mere pirrende at lukke et stykke tøj end at åbne det. Det er selvomsorgens erotik. Den stille præcise bevægelse, hvor man siger til sig selv: Her er jeg, i min krop jeg værner om, respektere og hylder.
Det er netop det, tøj kan. Det kan gøre kroppen synlig på en måde, hvor du sætter cenen. Det kan indramme den, løfte den, fortælle noget om den, uden at kroppen behøver forklare sig. En kjole, skjorte eller jakke kan være dén lille scene, hvor kroppen hyldes og knapperne er de små lys, der bliver tændt én efter én I takt med de lukkes.
Jeg elsker knapper! Jeg synes, de er tøjets små juveler. De er ikke bare afslutningen på et projekt, men ofte det sted, hvor tøjet begynder at få sin personlighed. En knap kan være diskret som en hvisken eller prangende som et udbrud. Den kan få et stykke tøj til at virke vintage, militært, romantisk, skulpturelt, barnligt, sjovt eller næsten adeligt. På uniformer har knapper og emblemer længe været med til at fortælle, hvor tøjet hører til, og hvilken rang eller rolle bæreren har. På vores hjemmelavede tøj kan de gøre noget lignende, bare mere intimt. De fortæller om dine valg, din smag, de er din lille signatur.
Noget af det, jeg finder allermest inspirerende, er knapper, som ikke er nyproducerede. Jeg samler på vintageknapper, fordi de kan noget andet. De har en tyngde, og næsten sit eget temperament og personlighed. De er lavet I en tid hvor materialerne ofte var ben, horn, glas, metal, perlemor, keramik eller stof, før plastik blev den store selvfølge, og alt blev produceret til masserne. Nogle ligner bittesmå karameller. Andre ligner mønter, øjne, blomster, skjolde eller små skøre påfund. De er finurlige kunstobjekter, der kan pryde tøjet og fortælle den historie, man gerne selv vil træde ind i.
Når jeg sætter knapper i mit tøj, er det for mig en forædling. Det er det sidste punktum, men også den sidste prøve. Jeg ved godt, at knapper og knaphuller for mange er et hadeprojekt. Når jeg underviser, oplever jeg tit, at folk går uden om projekter, hvis der skal knapper i. Eller at en ellers færdig skjorte eller kjole ender i den ufærdige kasse, fordi knaphullerne mangler. Det kan være en angstprovokerende proces: Tøjet er næsten færdigt, man har brugt timer, dage, måske uger, og så skal man til sidst klippe hul i det. Der er noget dramatisk over det. Saksen nærmer sig stoffet som i en gyserfilm. Ét forkert klip, og hele scenen ændrer karakter.
Men måske er det netop derfor, vi skal give knapperne lidt mere kærlighed. Se dem ikke som den irriterende afslutning, men som muligheden for at højne kvaliteten endnu mere. Måske skal projektet have et paspoleret knaphul. Måske skal der trykknapper på bagsiden og en smuk pynteknap på retsiden. Måske skal knappen ikke bare passe, men overraske. Være lidt for stor. Lidt for blank. Lidt for poetisk. Som en lille replik, der bliver sagt til sidst og ændrer hele slutningen.
Jeg har et så stærkt forhold til knapper, at jeg også synes, det er sjovt at lave dem selv. Så bliver det et helt lille kunstnerisk projekt. En knap kan beklædes med stof, broderes, formes, males, støbes, samles af rester eller opstå som en mærkelig lille skulptur. Og her tænker jeg på Elsa Schiaparelli, som forstod, at mode ikke behøvede at være pæn på den lydige måde. Den kunne være absurd, vittig, drømmende og næsten uforståelig. Hun var kendt for sine surrealistiske greb og sine kunstfærdige detaljer, og hendes knapper kunne være små overraskelser i sig selv. Schiaparellis knapper var ikke bare lukninger. De var små fantasifulde udbrud.
For mig er en knap derfor aldrig bare en måde at åbne eller lukke et stykke tøj på. Den er en del af tøjets fortælling. Måske endda en del af ens egen. Det kan være knapper, der er taget af en særlig kjole. Knapper fra en frakke, der ikke længere findes. Knapper fra farmors syæske, mormors kagedåse eller et syltetøjsglas, der klirrer med små minder, når man ryster det. Sådan en samling er ikke bare habengut. Det er en samling af tid. Et lille kor af dage der er gået.
Som barn elskede jeg, når min mormor åbnede sin syæske. Hun havde en lille æske med sine initialer udenpå, og for mig var den som en skattekiste. Jeg kunne sidde længe og kigge på alle knapperne. Først sorterede jeg dem efter farver. Så blandede jeg dem sammen igen. Så sorterede jeg dem efter, om de havde to huller, fire huller eller ét hul. I dag ved jeg, at den sidste slags er en knap med hals, men dengang var det bare den mystiske type. Den, der havde en hemmelig bagside. Jeg sorterede også efter, hvilke jeg syntes var de flotteste, og hvilke der var kedelige. Det var en magisk leg, og måske har den aldrig rigtig forladt mig.
Sådan har jeg det stadig, når jeg leder efter knapper. Om det er I butikker, på nettet, på loppemarkeder, i genbrugsforretninger eller i den lokale knappehandel, hvor der stadig findes rør med vintageknapper, det føelsen som en skattejagt, det er magisk! Jeg kan sagtens finde på at købe et stykke brugt tøj næsten kun for knappernes skyld. Tage dem af, lægge dem i min samling og lade resten af tøjet få et nyt liv på en anden måde. For nogle gange er knapperne det mest levende ved et stykke tøj. De sidder dér som små øjne og blinker til én: Se mig. Jeg har været et sted før. Jeg kan godt komme med dig videre ud I livet.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til dem. Fordi knapper både er begyndelse og afslutning. Og når den sidste knap glider gennem sit hul, er det som om tøjet siger klik, ikke højt, men inde i kroppen. Så er man lukket. Ikke inde. Ikke væk. Bare samlet. Klar til at træde ud i verden.
K Æ R L I G S T
Nanna