No. 10 Stockholm gennem tiden
Det er efterhånden ved at være en del år siden, at No. 10 Stockholm blev udgivet for første gang. I mandags genudgav vi mønsteret, så det nu kommer i alle størrelser fra 32 til 54.
Selvom det er et mønster, som mange af mine kursister elsker og jeg har set mange opsyninger af på Instagram, er det faktisk ikke et mønster jeg selv har lavet mange af.
No. 10 Stockholm er en af de "nemmere" jakker jeg har. Det er faktisk et utroligt godt mønster, hvis du skal sy din første jakke. Der er nemlig nogle rigtig gode sy teknikker i. Du kommer både igennem ærme med hold, skulderpuder, ærmefisk og foer. Og så er der ingen svære lommer eller revers.
Jeg gik i gemmerne og ville se hvad jeg havde af gamle Stockholm opsyninger til mig selv, og det viste sig at det ikke var det store. Alle mine blazerjakker er for det meste lavet ud fra min grundform.
Det er jo ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide en masse detaljer og en list højere sværhedsgrad. Derfor er alle de opsyninger jeg har kunnet finde altid lavet med en ekstra detalje jeg selv har tilføjet efterfølgende.
Denne hvide model, har fået et andet skød med læg. Det er der lavet en gratis guide på, som du kan få her.
Den grå Stockholm her er lavet som et sæt sammen med en No. 16 Sevilla nederdel. Denne version af jakken har fået lidt mere drama på kraven i form af en sjalskrave. Det ligger der også en guide på her.
Og så er der selvfølgelig de helt originale versioner. Disse billeder blev i sin tid taget som de officielle billeder. Og den er jo også flot! Den er klassisk, har en god pasform og fremhæver taljen så flot.