Anne fortæller: "Hos How To Do Fashion har jeg fundet dem som tænker og føler ligesom mig"


 

I dag har jeg noget nyt med til jer her på bloggen. Sofie, som laver vores marketing, har nemlig taget en snak med Anne, som går på mit syhold. Anne syr sådan nogle flotte ting og går ikke på kompromis med hendes stil og komforten og formår at forene det på smukkeste vis. De snakker om hvad syning har betydet gennem hendes liv, hvad det har gjort for hendes selvopfattelse og hvilke 3 ting hendes hjemmelavede tøj bare SKAL indeholde.

Jeg håber i finder det inspirerende at høre lidt om de kvinder som bruger HTDF i deres daglige liv. Jeg har også fået lov til at dele nogle billeder af de ting Anne har syet hos mig.
For mig var det i hvert fald en meget inspirerende at læse igennem og jeg føler mig meget ydmyg over at min arbejde betyder så meget for nogen.

Tag godt imod Anne!

Mange hilsner Nanna

 

 

Fortæl mig om dig selv? 
Jeg bor på Nørrebro, arbejder som jurist. Bor med min mand og tre børn i lejlighed. Jeg syr og strikker meget i min fritid og har gjort det hele livet - så længe jeg kan huske i hvert fald. 
 

Jeg skulle faktisk lige til at spørge dig, hvor længe du har syet? 
Man kan dele min syning ind i to tidsperioder: At sy tøj som passer og forsøge at sy tøj som passer. Man kan sige det meget kommer som før og efter Nanna kom ind i mit liv. Før Nanna havde jeg syet små ting som taske og andet mindre freestyle. Så før Nanna var det også mere strik som fyldte. Og efter jeg mødte Nanna lærte jeg at sy tøj som passer. 

Hvor længe har du syet hos How To Do Fashion? 
Jeg tror jeg startede i 2017-18 stykker. Min første mail er fra 2017 og så fik jeg plads i 2018. Det er mange år, tiden går. Men der har selvfølgelig også været corona imens, det var en hård tid uden syhold. Jeg manglede min hjælp hos Nanna og så var børnene, der i dag er 8, 9 og 10 år, også hjemme fra skole, så jeg mistede også mulighed for fokus, hvis jeg rent faktisk havde tid til at sy. 

Har du gået fast hos Nanna siden? 
Ja, det har jeg mere eller mindre. I 2017 var jeg på mit første weekendhold. Det kan godt være jeg ikke havde en fast plads til at starte med, men så købte jeg en plads fra en, hvis der var en som blev forhindret en enkelt dag, eller jeg byttede med nogen. Så jeg har haft kontakt med virksomheden siden 2017, men fik først en sikret plads på et aftenhold i 2018 og har så gået på et ugentligt eller hver anden uge-hold siden.  

 
Fortæl om det stykke tøj du lige er blevet færdig med?  
Det første er en Sevilla kjole. Der elskede jeg overdelen, men var ikke vild med den stramme underdel. Man har jo alle sine issues og mine sidder på hoften. Derfor lægger jeg altid til i vidden på kjoler og nederdelene. Og så kan jeg godt lide der er lidt sus i skørterne. Så det har jeg prøvet at overfører til Sevilla. 
Den anden er en No. 12 Aalborg, hvor jeg har givet den en større krave. 

(Interviewet fortsætter efter billederne)

Annes version af No. 16 Sevilla

Annes version af No. 16 Sevilla

Annes version af No. 16 Sevilla

Annes version af No. 16 Sevilla

Syr du altid efter mønster? 
Ja. Jeg har ikke turdet kaste mig ud i at konstruerer selv. Jeg føler mig ikke helt klar til det endnu. Jeg har jo et grundmønster. Men skridtet fra grundmønster til selv at lave noget helt fra bunden, det føles som et stort skridt. Jeg håber Nanna vil lave et kursus hvor man lærer at gå fra grundmønster til konstruktion. Men når det så er sagt, så har Nannas mønstre i forvejen det jeg ønsker fra et symønster. Fx så har jeg gemt et billede på Instagram af en bluse jeg gerne ville prøve at lave, og fordi jeg har været tålmodig og ventet, så udkommer Nanna med No. 29 Milano, som minder utrolig meget om, men med flere detaljer. Så jeg er også villig til at vente på Nanna udvikler noget der udfylder det behov jeg har for noget. 
 
Bruger du da meget Instagram? 
Ja, til inspiration. Men oftest kommer de ting jeg ser på Instagram bagest i køen, for så udkommer Nanna med et nyt mønster. Og som sagt er Nannas mønstre bare min stil og opfylder det jeg leder efter i et mønster. Så derfor behøver jeg ikke altid give mig i kast med at udvikle mønstre selv, for Nanna kommer mig altid i forkøbet.  

Hvad er det du godt kan lide ved How To Do Fashions mønstre? 
Det er helt sikkert detaljerne og vintage-looket. Jeg har altid været den type. Når mine klassekammerater tog inspiration fra punk og hvad der nu ellers kom af trends, så lyttede jeg til big band og gik i vintage tøj. Jeg var måske lidt malplaceret, for det har altid været 20’er, 30er, 40’erne og op til 50’ernes stile der har haft mit hjerte. Og hos HTDF har jeg fundet dem som tænker og føler ligesom mig. Jeg elsker at omgive mig med gamle ting eller ting der er inspireret af noget gammelt. Fx ser jeg badehotellet og Downton Abbey og pauser hele tiden for at tage billeder – jeg er nok ikke så sjov at se film med.  

Syr du til særlige lejligheder eller hverdag? 
Jeg er gået væk fra det med at have noget tøj som er til pænt brug og noget som kun er til hverdag. Fordi så får jeg aldrig brugt mit pæne tøj. Så jeg bruger mit hjemmelavede tøj både til hverdag og fest. Lidt ligesom at bruge sit pæne spisestel til daglig og finde en måde at bruge det på så det passer ind i ens hverdag. Det gør jeg også med mit tøj - men min stil er også kjoler uanset om det er hverdag eller fest. Men hvis jeg prøver at gøre hverdagen lidt særlig, føler jeg mig også bedre tilpas. Derfor vil jeg hellere bruge mit pæne tøj til daglig, fordi det giver mig mere glæde end hvis jeg bare havde et sæt joggingtøj på. Og nu er jeg jo glad for detaljer og ofte er der pæne detaljer på “festtøj”, så hvorfor skulle jeg ikke bruge det når nu det er det jeg kan lide? Jeg bruger mange timer på at sy en kjole, og med alle de timer jeg bruger på at sy en pæn kjole, tænk så på al den tid den kjole så skal hænge i skabet før den kan blive brugt til en særlig lejlighed. Så vil jeg hellere kunne tage den på med det samme jeg har syet den.  

 
Hvad er vigtigt for dig ved det tøj du syr? 
Pasformen! Jeg skal kunne cykle i det, det passer ind i min hverdag. Jeg vil ikke gå på kompromis, det er jo derfor jeg lærte at sy i første omgang. Den anden dag prøvede jeg en bluse i en butik, og da jeg fik den på, kunne jeg se at jeg ikke var tilfreds med måden den sad hen over ryggen. I gamle dage havde jeg sikkert købt den og syntes at den sad godt nok til jeg kunne bruge den, men nu hvor jeg har lært at tilpasse tøj præcist til mig, vil jeg ikke gå på kompromis mere. Man får en bevidsthed om tøjet. Og som Nanna siger: tøjet skal passe til mig og jeg skal ikke passe til tøjet. Og i stedet for at jeg føler mig forkert i butikkens prøverum, så vil jeg hellere bare føle mig rigtig i det tøj jeg selv laver. 

 
Hvad er din yndlingsting ved at kunne sy dit eget tøj? 
Pasform og detaljer. At jeg helt selv har bestemt hvordan det ser ud. Fx No. 12 Aalborg kjolen, havde den hængt i en butikken som den var havde jeg nok bare accepteret den som den er og købt den, men fordi jeg selv kan sy den, kan jeg vælge at give den en større krave, fordi det synes jeg ville være pænt.  

 
Hvorfor er det vigtigt for dig, at kunne sy dit eget tøj?  
Jeg ville blive ked af det, hvis jeg ikke længere kunne sy. For så skal jeg ud i butikkerne, og så kommer alt det her med pasformen og ikke føle sig god nok tilbage. Det er svært at finde noget i butikkerne som både passer til min stil og til min pasform på samme tid. Det er en stor frihedsfornemmelse for mig at kunne sy. Og man opdager også, nå man syr til sig selv, at man ikke behøver 15 t-shirts, men bare én som man er virkelig glad for fordi man selv har syet den.  

 
Når nu du kan sy til dig selv, så giver det mulighed for at sætte krav til tøjet. Hvad er de 3 krav som det tøj du laver til dig selv skal opfylde? 
Det er pasform, detaljer og lommer! Jeg skal have lommer i alt og tilføjer det til alle kjoler, nederdele og busker.  

 
Hvad gør det for din kropsforståelse og selvopfattelse at kunne sy dit eget tøj? 
Jeg føler mig ikke forkert, som jeg gjorde i prøverummet. Det er nok den største forskel det har gjort i mit liv.  

 

Hvad er det næste du gerne vil sy til dig selv?  
Åh der er mange ting på min liste. Blusen fra No. 29 Milano. No. 5 Århus kjolen i noget dyrt stof jeg har derhjemme. Og så har jeg nogle “fornuftige” ting jeg skal sy, som fx underdele, da jeg syr mest kjoler og bluser af lyst – men jeg skal jo også have nogen underdele at have på til. 

 

Har du noget, som du drømmer om at kunne lave til dig selv? 
Jeg vil nok egentlig godt kunne gå fra grundmønster til konstruktion. Jeg vil gerne kunne gå fra min egen idéer til færdigt stykke tøj. For hvad skal jeg dog gøre, hvis Nanna flytter til Århus og jeg ikke længere kan gå til syning hos hende? Så i grund og bund vil jeg gerne kunne udnytte min grundform og mine idéer bedre. 

Annes version af No. 12 Aalborg

Annes version af No. 12 Aalborg

Annes version af No. 12 Aalborg

Annes version af No. 12 Aalborg

 
Nanna MartinussenKommentar