Det er en rød Gucci-taske fra den periode, hvor Tom Ford var designer. For mig er det den “rigtige” Gucci-tid. Det var den tid, hvor jeg selv var helt ny og ung i modebranchen, og hvor jeg var utrolig optaget af Gucci. Jeg syntes, der var noget mytisk omkring det. Noget dragende. Det var første gang, jeg oplevede et mærke, et brand og en æstetik, som virkelig talte til mig.

Gucci har haft mange ansigter siden, og der er ikke noget, der er mere rigtigt eller forkert end andet. Men for mig er det den periode, der har sat sig dybest.

Noget af det, jeg godt kan lide ved tasken, er, at den ikke har nogen synlige logoer. For I forholdet til min stil må logoer ikke fylde. Jeg vil gerne at min garderobe ikke skal bevise sin værdi I form af et logo, værdien er noget jeg skal mærke og føle. Jeg synes, at en taske, eller hvad det nu måtte være, skal være smuk i sig selv. Designet skal kunne bære sig selv. Det må aldrig kun være logoet der bærer tingen.

Sådan har jeg ikke altid haft det. Men det er klart sådan, den voksne mig vælger, når jeg køber noget. Designet skal ALTID bære sig selv.

Men tilbage til taskens lille fortælling.

Jeg fik den til en rigtig god pris, men det betød også, at foret i tasken var fuldstændig ødelagt. Derfor besluttede jeg mig for selv at skifte det. Jeg har blandt andet lavet en lille serie om det på Instagram, men du kan også finde den fulde forandring på youtube.

Noget af det, jeg bruger rigtig meget tid på for tiden, er at analysere, bygge og reflektere over min stil og min garderobe. Hvis du har fulgt med hos mig et stykke tid, ved du, at garderoben og den måde, vi bruger den på, fylder meget for mig. Fordi jeg tror, den er et af vores allerstærkeste visuelle værktøjer. Hvis du ikke har hørt min podcast om emnet så kan du finde den her

Vores garderobe er ikke bare tøj, ikke kun stof på bøjler eller ting i et skab. Den er et sprog. Et sprog, vi bruger hver eneste dag, også på de dage hvor vi ikke tænker over det. Den fortæller noget om, hvordan vi har det. Hvad vi gerne vil skjule eller fremhæve. Hvem vi er, og måske også hvem vi er på vej til at blive.

Noget jeg har erfaret, især over de sidste fem-seks måneder, er, at når jeg skaber noget selv, eller når jeg forædler noget, så får det en ekstremt stærk tilknytning til mig. Både visuelt, men i den grad også personligt.Det bliver ikke længere bare en ting. Det bliver noget jeg har været i kontakt med. Noget mine hænder har forstået på en anden måde end mine øjne.

For ikke lang tid siden købte jeg en taske, som jeg har drømt om i rigtig mange år. En vintage-taske fra slutningen af 1990’erne eller starten af 2000’erne. Det er egentlig lidt sjovt at tænke på, at noget nu kan være vintage fra en periode, jeg selv har levet i. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet ældre, eller om definitionen på vintage har ændret sig lidt fra det jeg selv engang opfattede det som. Men det korte af det lange er, at jeg købte tasken.

Og det er her, tasken ændrede sig for mig.

For det, at jeg har personificeret den og gjort den til min egen, gør, at den nu har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg føler på en måde, at jeg har fået et forhold til den. Et forhold, som både bunder i, at det er en taske, jeg har ønsket mig i rigtig mange år, men også i, at jeg faktisk føler, jeg har forædlet den.

Nogle vil måske mene, at jeg har været inde og ødelægge en original taske. Men for mig er den blevet et lille stykke håndværk. Et sted, hvor designet stadig taler til mig, men hvor min egen personlige præference har fået lov til at skinne endnu mere igennem.

Det er jo “bare” foret i tasken. Den eneste, der for alvor ser det, er som udgangspunkt mig. Men jeg ved, at hver gang jeg tager min computer op af tasken, eller skal hente min pung for at betale for min bolle hos bageren, så vil det få min mundvig til at løfte sig en lille smule, og det er lige netop der magien opstår – I det kærlighedsforhold der opstår I skabelsen.

For vi knytter os til ting. Også selvom det “bare” er ting.

Noget af det, jeg bruger forholdsvis meget tid på for tiden, er at finde de her særlige ting, som virkelig taler til mig. Ikke ting, jeg mangler. Ikke ting, jeg føler skal være i min garderobe, fordi en specifik trend siger det. Men ting, der oprigtigt gør mig glad. Ting, hvor jeg kan mærke en lille bevægelse indeni, før jeg overhovedet når at forklare hvorfor.

Vi kan alle sammen hurtigt blive enige om, at vores garderobe nok allerede er fyldt med de ting, vi egentlig har brug for. Men er en garderobe bare et skab med ting, vi har brug for?

Det tror jeg ikke.Jeg tror, en garderobe er et visuelt udtryk for, hvem vi er. Alt afhængigt af humør og følelse i nuet klæder vi os på. Nogle dage rækker vi ud efter tryghed. Andre dage efter styrke. Nogle dage vil vi næsten forsvinde lidt, og andre dage vil vi gerne træde tydeligere frem.

Jeg synes, at noget af det vigtigste i arbejdet med at skabe et outfit eller en garderobe er, at vi er tro mod de ting, der virkelig kravler ind under huden på os. De ting, hvor der tændes noget i os, når vi ser dem.

Ikke fordi vi har brug for dem. Ikke fordi vi skal. Men fordi de taler til vores æstetiske præferencer.

Måske fordi ting ikke kun er ting, når de først har fået en historie. Når noget har været igennem vores hænder, vores valg, vores tid og vores omsorg, så bliver det ladet med betydning. Det bliver en slags fysisk hukommelse. En genstand, der ikke bare findes i verden, men også findes i os.

Der er noget meget menneskeligt i det. Vi tillægger ting værdi, ikke kun ud fra hvad de koster, eller hvilket navn der står på dem, men ud fra hvad de minder os om, og hvilken del af os selv vi kan genkende i dem.

En ting kan blive dybere forankret i os, når vi har brugt tid på den. Når vi har repareret den, valgt den bevidst eller gjort den personlig. Den bliver et lille bevis på en relation mellem os og verden.

Og måske er det også derfor, håndlavede, arvede, reparerede eller forædlede ting ofte føles stærkere end noget helt nyt. De bærer spor. Ikke nødvendigvis synlige spor for andre, men spor, vi selv kan mærke.

Jeg tror, det er det, jeg er blevet mere optaget af. Ikke bare at eje noget smukt, men at have et forhold til det, jeg omgiver mig med.

Man kan ikke altid sige præcis, hvad det er, der gør, at man bliver fuldstændig vild med noget. Det kan være en farve, en form, en overflade, en reference, en stemning. Andre gange er det noget, der næsten ikke kan forklares. Noget, der bare lander rigtigt.

Selvfølgelig kan vi også blive påvirkede. Noget kan fylder så meget i vores feed eller i det offentlige billede, at vi næsten bliver manipuleret til at tro, at vi elsker det. Vi ser det igen og igen, og pludselig begynder det at føles som vores egen smag. Men jeg tror oprigtigt på, at hvis vi mærker helt ind i maven, derind hvor fornemmelsen ikke handler om trends, status eller forventninger, så har vi en ret klar personlig æstetisk præference.

Det kan godt være, at vi ikke altid er bevidste om den. Men jeg tror, kroppen ved det. Maven ved det. Blikket ved det, før hovedet begynder at analysere. Og måske er det i virkeligheden dér, det bliver interessant. Når vi tør gå efter de ting, vi virkelig elsker. Når vi tør bruge de ting, vi har et forhold til. Når vi ikke kun klæder os på for at vise, hvem vi gerne vil være udadtil, men også for at vise noget af det, vi faktisk er indeni.

For hvis vi kun gik efter de ting, der virkelig taler til os, og hvis vi turde gå med dem, tror jeg, vi alle sammen ville få en stil og et visuelt udtryk, der fortalte langt mere om os.

Ikke nødvendigvis mere perfekt, eller moderigtigt. Men mere levende. Mere personligt. Mere os.

Kærligst

Nanna

Noter fra Nanna - Når ting får sjæl