I takt med at dagene bliver lysere, og temperaturen stiger, mærker jeg, hvordan mit humør og min energi følger med. Som om lyset ikke bare rammer vinduerne, men også noget inde i mig. Der er noget i kroppen, der langsomt vågner igen. En lyst til at gøre tingene på en lidt anden måde. Måske med mindre kontrol og med mere fornemmelse.

Jeg er selvstændig, og selvom friheden egentlig er en af de største grunde til, at jeg har valgt den vej, har jeg i mange år alligevel prøvet at presse mit arbejdsliv ned i en ret konventionel form. Arbejde fra 8 til 16, fem dage om ugen. Som var det den eneste rigtige måde at være seriøs omkring sit arbejde på.

Men når man samtidig underviser, som jeg gør, og undervisningen ofte ligger om aftenen eller i weekenderne, kommer det hurtigt til at føles lidt skævt. Ikke nødvendigvis forkert, men skævt. Som om dagene ikke helt passer til den virkelighed, jeg faktisk står i.

Derfor har jeg besluttet mig for at finde en anden rytme. Ikke nødvendigvis en lettere rytme, men en mere rigtig rytme for mig. En måde at arbejde på, hvor jeg ikke er så styret af tid, men mere af projekter, energi og fordybelse. Måske er det egentlig dér, noget af det vigtige begynder.

For det her handler ikke kun om arbejdstid. Det handler om den måde, vi indretter vores liv på. Den måde, vi måler os selv på. Den måde, vi nogle gange kommer til at tro, at værdi hænger sammen med tempo, effektivitet og hvor meget vi kan nå inden for en bestemt tidsramme.

Jeg har været ekstremt tidsstyret de sidste mange år. Ikke bare sådan praktisk, hvor man selvfølgelig skal holde styr på aftaler, deadlines og dage. Men på en måde, hvor tiden nærmest har været til stede i alt, hvad jeg gjorde. Hvor jeg hele tiden har haft en indre stemme, der spurgte: Hvor lang tid tager det her? Burde du ikke være færdig nu? Er det her effektivt nok? Og jeg tror egentlig, at mange af os kender det.

Vi lever i en tid, hvor det at være god til noget ofte bliver blandet sammen med det at være hurtig til noget. Hvor det at være produktiv næsten kan føles som en personlig egenskab. Noget, vi gerne vil være kendt for. Som om vores værdi stiger, hvis vi kan få mere fra hånden på kortere tid.

Men der er bare noget ved skabelse, der ikke rigtig fungerer sådan.

Når man skaber, handler det ikke kun om at blive færdig. Det handler ikke kun om resultatet. Det handler om processen. Om at være i kontakt med noget. At lade hænderne, øjnene og fornemmelsen arbejde sammen, uden at hovedet hele tiden skal kontrollere det hele.

Noget af det, jeg har gjort helt konkret, er, at jeg tager uret ned i mit studio. Jeg tager det simpelthen ned, når jeg arbejder. Et ur minder mig hele tiden om, hvor lang tid der er gået. Hvor meget tid jeg bruger. Hvor hurtigt jeg burde være færdig.

Det lyder måske som en lille ting. Og det er det på en måde også. Men nogle gange er det de små ting, der ændrer mest. For når uret ikke hænger dér på væggen, bliver jeg ikke hele tiden trukket ud af det, jeg er i gang med. Jeg bliver ikke mindet om tiden på samme måde. Og langsomt har det givet mig en anden adgang til det at skabe og være I mit arbejdsliv.

For når man skaber, handler det ikke kun om tid. Det handler om flow.

Flow er den tilstand, hvor man bliver så optaget af det, man laver, at tiden næsten slipper sit tag i én. Hvor man ikke hele tiden vurderer sig selv udefra, men bare er til stede i det, der sker lige foran én. Hvor hænderne arbejder, før hovedet når at afbryde. Hvor de forskellige elementer — formen, farven og fornemmelsen — begynder at tale sammen.

Flow kræver, at man er til stede. At man giver sig hen til det, man laver. At man tør være i processen uden hele tiden at skulle måle den. Og den tilstand kan være svær at opnå, når målet først og fremmest bliver at præstere.

Og måske er det netop derfor, flow kan føles så godt for os som mennesker. Fordi vi i de øjeblikke ikke kun præsterer. Vi eksisterer også. Vi er ikke kun på vej mod noget. Vi er i noget.

Jeg tror, vi har brug for de steder i livet, hvor vi ikke hele tiden skal forklare, optimere eller dokumentere. Hvor vi ikke skal holde regnskab med hvert minut, men hvor vi bare kan være i gang.

For mig opstår flow ofte, når jeg udvikler et stykke tøj. Når jeg sidder med et projekt mellem hænderne og langsomt mærker, hvordan noget tager form. Det kan være en lille justering, en detalje, en stikning, en beslutning om en farve eller et fald. Det kan være noget, der udefra ser ubetydeligt ud, men som inde i processen føles helt afgørende.

Og det er måske det, jeg havde glemt lidt. At skabelse ikke altid kan presses ind i en tidsplan. Selvfølgelig kan man godt planlægge. Selvfølgelig kan man godt have deadlines. Men selve skabelsen har sin egen rytme. Den kræver plads. Ikke uendelig plads, men en form for indre plads.

Jeg har brugt det sidste halve års tid på at finde glæden tilbage ved at sy og skabe. Og en stor del af det har faktisk handlet om at give mig selv mere frit lejde. At lade være med at lave så mange regler for mig selv. Lade være med at sætte en ramme op, før jeg overhovedet er gået i gang.

For regler kan være gode. De kan skabe retning. De kan hjælpe os med at tage beslutninger. Men de kan også blive så stramme, at de kvæler det, der egentlig skulle have haft lov til at leve. Det er nok det, jeg er ved at lære. Nej, genlære. For et årti med stramme deadlines, tidsoptimering og digitale platforme har slået den del af mig lidt ned.

At sætte mig selv lidt fri. Ikke altid at behøve at vide præcis, hvor noget ender, før jeg begynder. At jeg godt må gå ind i processen uden at have regnet det hele ud. At noget gerne må tage den tid, det tager. Ikke fordi tid er ligegyldigt, men fordi nogle ting mister deres kraft, hvis vi kun måler dem i minutter.

K æ r l i g s t

Nanna

Noter fra Nanna - Når tiden slipper sit tag