2026: At lære at væve – tøj bygget helt fra bunden
Så ramte 2026
Som altid skriver jeg en lille blogpost om det år, vi står på tærsklen til. Ikke i form af nytårsfortsætter – dem har jeg aldrig rigtig kunne holde, hvem kan det? – men i form af en intention. En stille, men insisterende retning. For hvis man ikke selv tror på den, hvorfor så overhovedet sætte den?
Jeg vælger at tro på mine intentioner. Ikke fordi jeg ved, om de holder eller tager den retning jeg sætter, men fordi det i sig selv sætter tonen. En positiv, håbefuld tone, som jeg har brug for at starte året på.
2025 var et svært år for mig. Et år med store personlige, men stille, forandringer, men også et år, hvor min virksomhed – og mit arbejdsliv – vaklede. Jeg har været i dyb tvivl om, hvilken retning jeg skulle gå, og jeg gik ind i 2025 med en forhåbning om, at året ville give mig svar.
Det gjorde det ikke.
Men 2025 gjorde noget andet. Det skubbede mig. Pegede mig i en retning. Gav mig en langsom, men tydeligere fornemmelse af, hvad jeg gerne vil i 2026 – og måske også længere frem. Hvem ved.
De seneste mange år har mit arbejdsliv i høj grad handlet om koordinering. Overblik. Systemer. Jeg har brugt enorme mængder energi på at skabe struktur, noget som ikke falder mig naturligt, og i takt med det er noget af min passion stille og roligt sivet væk. Den vil jeg gerne finde tilbage til.
Jeg begyndte forsigtigt på det i slutningen af 2025. Små skridt. Små erkendelser. Men det er noget af det, der skal have mit største fokus i 2026: at genfinde min passion for håndværket. For det at skabe med hænderne, fordybe mig og gå I dybden. Kort sagt: passionen for at være et skabende menneske. Og selvfølgelig for at formidle det, jeg kan.
Det var faktisk også et tema i 2025. Men ofte er det sådan, at når noget begynder at tage form indeni, går der tid, før man har modet og overskuddet til at handle på det. Det fandt jeg først sidst på året.
Nu vil jeg se frem mod et år, der forhåbentlig kommer til at rumme mere kreativitet. Mere udvikling. Og ikke mindst undervisning.
I mange år har jeg drømt om at tilegne mig endnu et håndværk – eller fordybe mig endnu mere i et, jeg allerede kender. Jeg har været omkring tanken om at læse videre, måske kunsthistorie. Jeg har overvejet at lære at strikke på strikkemaskine. Men når alt kommer til alt, ligger min dybeste passion i det samme sted: i tøjet. I konstruktionen, pasformen og i materialerne.
I arbejdet med de fuldstændig fantastiske metervarer, og hvad somspillet mellem dem og håndværket kan.
Derfor har jeg besluttet, at 2026 skal være året, hvor jeg lærer at væve. Jeg vil gerne skabe endnu mere unikt tøj – bygget helt fra bunden. Hvor ikke bare hver søm og snit er et valg, men også hver kædetråd og skudtråd er et personlogt valg.
Det lyder måske lidt ekstremt, det ved jeg godt. Men for et menneske, der elsker håndværk, elsker tøj og ser det at skabe tøj som en kunstform – ikke kun et håndværk – er det her min måde at hæve udtrykket til noget endnu mere særligt.
Sidste år udgav jeg også min Sewing Planner. Et værktøj til at styre sin syproces, men også til at arbejde mere bevidst med sin garderobe. Den kommer også til at spille en rolle i 2026.
For parallelt med alt det faglige har jeg kæmpet med noget meget personligt: at genfinde min stil. At finde mig selv i den, jeg er i dag. I en anden krop. Med en anden form. Et andet energiniveau end for 5–6 år siden. Det har været en lang proces – og den er ikke færdig – men jeg kan mærke, at der er ved at ske et gennembrud. Og det vil jeg give plads til at udforske i 2026.
2026 bliver nok, i bund og grund, et år, hvor der er lidt mere fokus på mig. På mine drømme. Mine tanker om, hvad jeg vil bruge resten af mit arbejdsliv på. Men også på, hvordan jeg gerne vil se mig selv. Måske med lidt mere mildhed, end jeg har gjort det meste af mit liv.
Jeg vil selvfølgelig dele processen. Det, jeg skaber. De overvejelser og den vej jeg vælger at gå. Her på bloggen, på YouTube og Instagram – men i et lidt mere stille tempo.
Min drøm er, at det, jeg deler med jer, får mere dybde og mindre hast. At indholdet får lov til at leve længere. For det er sådan, jeg trives bedst. Det gælder både det tøj, jeg syr, og det content, jeg sender ud i verden.
Jeg håber, du får en skøn start på det nye år.
Kærligst Nanna